Timon, hvad forstår vi ved begrebet videnbeskyttelse?

I bund og grund handler det om at forhindre, at viden udviklet i Nederlandene til sidst skader vores sikkerhed.

Dette kan ske på forskellige måder, som skal undgås med en god politik for videnbeskyttelse. Et eksempel er uønsket vidensudveksling. Ligesom et innovativt firma beskytter sine patenter, sørger videnskaben for, at dens mest følsomme viden ikke utilsigtet falder i forkerte hænder eller misbruges af andre lande til f.eks. militære formål. En anden kaldes skjult påvirkning. Dette handler om statslige aktører, der påvirker og sætter pres på forskere i Nederlandene, hvilket forhindrer dem i frit at kunne udføre deres forskning.

Hvis den hollandske videnskab er for naiv i dette, er der f.eks. risiko for, at folk andre steder i verden undertrykkes eller skades med viden, der er udviklet i Nederlandene. For eksempel ansigtsgenkendelsessoftware, der udvikles til at opspore kriminelle, men andre steder bruges til at opspore dissidenter fra et udenlandsk regime og dermed undertrykke demokrati.

Videnbeskyttelse synes at være kommet hurtigt på dagsordenen i de seneste år. Hvorfra stammer dette?

Det har alt at gøre med verden omkring os. På grund af de stigende geopolitiske spændinger er fokus på videnskab ændret. Regeringer og institutioner ser nu, at viden og teknologi (tænk AI, chips eller bioteknologi) også er strategiske magtmidler. Det store spørgsmål er: hvordan forbliver man et åbent, internationalt vidensland uden at være naiv om risiciene? Denne presserende problemstilling mærkes nu overalt.

Hvordan ser du på dette?

Jeg ser især, hvor hurtigt det er gået. Hvor videnbeskyttelse først var noget nyt eller endda noget abstrakt for mange institutioner, har næsten alle institutioner nu styr på deres egne politikker og processer. Der er stadig institutioner uden politik, men de har bevidst valgt ikke at have brug for politik, fordi de f.eks. næsten ikke samarbejder internationalt.

Dette har tydeligvis haft en effekt: institutioner genkender nu risici bedre og er bedre i stand til selv at begrænse disse. På den måde er videnbeskyttelse på kort tid blevet voksen. For nogle år siden så institutioner og videnskabsfolk på videnbeskyttelse som en trussel mod åben videnskab. Nu ser vi en ændring: videnbeskyttelse bliver i stigende grad set som en forudsætning for at beskytte åben videnskab. Det er en ret stor forandring.

Hvordan har offentlig politik hjulpet i denne henseende?

I begyndelsesfasen var regeringens rolle virkelig afgørende. Der blev bevidst valgt en model, der fokuserede på bevidsthed og institutioners eget ansvar.  Loket Kennisveiligheid har fungeret godt her: ved at give information, besvare spørgsmål og samle institutioner i et læringssamfund er videnbeskyttelse ikke kun blevet mere kendt, men også dybere forstået i sektoren.

Samtidig ser vi, at denne succes i 2026 har ført til en ny situation: institutionerne er blevet mere modne og har nu andre behov for støtte.

Hvad ændrer sig så i disse behov?

Institutioner søger mindre generel information og i stedet mere specialistisk ekspertise, som de selv ikke besidder. Institutioner søger en sparringspartner, der f.eks. kan hjælpe dem med at vurdere, om en teknologi falder inden for kompleks lovgivning, eller om der er risici i et specifikt samarbejde.

Loket Kennisveiligheid kunne være denne sparringspartner, men det ville kræve flere ressourcer, viden og mandat end det har i øjeblikket.

Hvad støder institutioner primært på i praksis lige nu?

Jeg ser tre tilbagevendende dilemmaer:

• Åben eller lukket? Balancen mellem åben videnskab og beskyttelse af følsom forskning. Mottoet "åben hvor det er muligt, lukket hvor det er nødvendigt" er stadig relevant, men i praksis kan det være svært at afgøre.
• Skræddersyet eller faste regler? Søgningen efter en balance mellem en tidskrævende case-by-case risikovurdering med risiko for vilkårlighed og en effektiv retningslinje, der måske er for grovmasket.
• Undgåelse af udelukkelse. Forebyggelse af diskrimination og stigmatisering. Videnbeskyttelse handler om risici i et samarbejde, ikke om hvor nogen kommer fra, men fokus ligger naturligt på nogle få risikoland. Dette kan føre til stigmatisering af mennesker fra disse lande.

Hvad betyder dette for de kommende år?

Vi befinder os tydeligt i en ny fase. I de første år handlede det om opbygning: bevidsthed og udvikling af politikker. Den fase er i vid udstrækning afsluttet. Næste skridt kræver mere målrettet støtte, der passer til forskellige typer risici og institutioner. Kernen forbliver den samme: videnbeskyttelse handler ikke om at vælge mellem åbenhed og sikkerhed, men om omhyggeligt at kombinere begge dele.