Evaluering af fjernspilsloven

Med den nyligt vedtagne Lov om fjernt spil er tilbuddet af online hasardspil reguleret. Regeringen ønskede at skabe et ansvarligt, pålideligt og kontrollerbart spiltilbud og lede spillere mod dette regulerede tilbud uden at skabe yderligere efterspørgsel. Dette skulle bedre beskytte spillere mod ludomani og skadelig praksis end tidligere, hvor der kun var mulighed for ulovligt online spil. På opfordring fra WODC har Dialogic udført en evaluering af den nye Lov om fjernt spil for at kortlægge situationen efter de første tre år med lovligt online gambling. En evaluering efter tre år er usædvanlig, men på grund af den potentielle store indvirkning af online gambling blev den fremskyndet efter anmodning fra Folketinget. Dette gør evalueringen kompleks. Online hasardspilssektoren og dens regulering er i fuld udvikling. I løbet af de første tre år er der blevet indført strenge begrænsninger for reklamer, spilgrænser er blevet implementeret, og udbyderne har fået klarere regler for at opfylde deres omsorgspligt. Samtidig bliver konsekvenserne af ludomani først tydelige senere: Det tager i gennemsnit fem til otte år, før en afhængig søger hjælp. Med disse udfordringer har vi opdelt undersøgelsen i tre dele: Evaluering af politikkens antagelser (politikteorien), analyse af gennemførelsen af politikken og – hvor det er muligt – effekterne af politikken. Politikteorien er opdelt langs tre målsætninger: Forebyggelse af afhængighed, forbrugerbeskyttelse og bekæmpelse af svindel og kriminalitet. Disse mål skal opnås ved at lede forbrugerne fra det farlige ulovlige til et sikkert lovligt tilbud (kanalisering). På baggrund af politikteorien konkluderer vi en række ting. For det første er målene og foranstaltningerne begrænset operationaliseret: Det er ikke klart, hvornår legaliseringens mål er opfyldt. Derudover var visse (vigtige) emner som omsorgspligten, som udbyderne har over for forbrugerne, defineret for snævert: Det var ikke tydeligt, hvad licenshavere præcist skulle gøre, og hvornår de gjorde det tilstrækkeligt. Der er også modstridende elementer i politikken, især når det drejer sig om reklamer. Licenshavere må markedsføre deres tilbud for at øge kendskabet og lede spillere fra det ulovlige til det lovlige tilbud, men reklamer må ikke opmuntre til spil eller tiltrække flere spillere. Opfordring til spil og tiltrækning af flere spillere kan potentielt føre til mere ludomani, da online hasardspil i det sikrere lovlige tilbud udgør den mest risikable form for hasardspil. Derfor kan man forvente, at reklamer skaber problemer for målsætningerne om forebyggelse af afhængighed. Endelig er det tvivlsomt, om forventningerne fra licenshavere er modstridende. Lovgiver forventer, at licenshavere skal konkurrere om markedsandele ved at tilbyde attraktive produkter samtidig med at de aktivt skal gribe ind, hvis spillere udviser risikabel adfærd eller spiller for meget. Ud fra dette konkurrenceperspektiv kan det forventes, at udbyderne udfylder omsorgspligten på en sådan måde, at den så lidt som muligt hindrer spillerne. Gennemførelsespraksis viser især inden for forebyggelse af ludomani, at det ikke er sandsynligt, at forbrugeren i det licenserede tilbud bliver beskyttet så godt som ønsket. Omsorgspligten er for løst formuleret. Spilgrænserne er utilstrækkelige (spillere med høj risiko kan have svært ved at håndtere dem, og spillere kan fortsætte med at spille hos en anden licenshaver, når de når grænsen), og spillere viser sig stadig at være utilstrækkeligt bekendt med mulighederne for at få hjælp. Reglerne er dog blevet skærpet yderligere af ministeriet og Kansspelautoriteit efter evalueringen i 2024 (sommer og efterår). Den nuværende implementering af foranstaltninger vedrørende markedsføring og reklame bidrager heller ikke til tilstrækkelig beskyttelse af forbrugeren. Visse reklamer opfordrer til overdreven spiladfærd, og det viser sig vanskeligt eller endda umuligt at nå sårbare grupper (unge voksne og personer, der har udelukket sig selv fra spil). Bekæmpelse af svindel og kriminalitet synes overvejende at være som forventet. Dog medfører inddragelse af mistænkelige transaktioner under Wwft vanskeligheder med informationsdeling ved matchfixing. Det er fortsat vanskeligt at måle størstedelen af effekterne af Koa-loven, da mange ting endnu ikke kan findes i tallene efter tre år. Derudover er der ikke foruddefineret et overvågningsramme og -system, hvormed observerede virkninger kan sammenlignes med de tilsigtede virkninger. På baggrund af befolkningsundersøgelser og antallet af spilkonti konkluderer vi, at flere personer er begyndt at spille online siden lovens legalisering. Det er dog for tidligt at evaluere antallet af ludomaner. Baseret på gennemførelsespraksis af foranstaltninger vedrørende forebyggelse af ludomani og den stigende spillerbase kan det dog forventes, at antallet af personer med ludomani vil stige, især blandt unge voksne. Vi ser, at det ønskede kanaliseringsniveau på 80% baseret på både spillere og BSR er opnået. Derudover har Koa-loven også medført en række bivirkninger, såsom en stigning i antallet af online spilspillere, en normalisering af spil, en stigning i indtægter fra spilskatter og et fald i afdrag til trav- og galopsporten. Konklusion: Tilbageblik på tre års online spil Vi konkluderer, at Koa-loven hidtil ikke har medvirket til et tilstrækkeligt ansvarligt og kontrollerbart spiltilbud, så det kan siges, at målene for den online spilpolitik på kort eller lang sigt vil blive opfyldt. Selvom politikken har ført til et pålideligt tilbud og en grad af kontrol, der er større end ved det ulovlige tilbud, kan vi endnu ikke tale om et ansvarligt tilbud. Desuden har politikken ført til en stor gruppe nye spillere, herunder mange unge voksne. På baggrund af politikken og den nuværende gennemførelsespraksis kan det forventes, at der især blandt denne gruppe vil forekomme skade som følge af politikken.